Automatisk kladde

Heidi Rosengreen...

I min søgen efter at finde et andet ord for kald, er jeg stødt på ordet "livsgerning". Det lyder meget vigtigt, men også lidt højtidligt 🙂

Kald eller livsgerning, det er sådan jeg føler når jeg møder og arbejder sammen med fantastiske mennesker hver dag.  Livet som hypno/psykoterapeut/coach tænder flammen inden i mig. Det giver så meget mening, at jeg kan mærke det helt nede i storetåen.

Jeg er så ydmyg over for den dybtgående og transformerende forandring jeg er vidne til, det mod, den åbenhed, den tillid der ligger til grund for deres personlige rejse, wauw.

Jeg håber du bærer over med mig og min meget detaljerede og alt for åbne beskrivelse af min rejse mod at leve af min passion. Jeg har haft gemt mig i en kælder i en masse år, og har først rigtig fundet modet til at komme op fra mit skjul 🙂

Min personlige rejse på vej til et passioneret liv

Jeg er opvokset i en familie med far og mor, og en storebror. Det var sådan en slags familie hvor begge forældre var ordentlige mennesker, arbejdsomme, stabile, respekterede og pålidelige. Jeg har aldrig tvivlet på at når livet kræver en praktisk hånd, så gør de en indsats.

Så var der lige det med følelser. Det var en helt anden ting. Som hos mange andre familier var jeg nød til selv at finde ud af det. Jeg mødte hele spektret, alene på mit værelse og det blev hurtigt til mit gemme sted, når jeg ikke kunne holde dem væk længere.

Jeg voksede op som en rigtig dygtig pige, ansvarsfuld, hårdarbejde, ja startede som 11 årig med at gå ture med den mest fantastiske langhårede røde gravhund, Dudi efter skole. Jeg elskede den hund, vi var Månestråle og Puma, forestillede jeg mig 🙂 Til dig der ikke lige forstår referencen, så er Månestråle en meget selvstændig, modig og sådan en "jeg kæmper for retfærdigheden" indiansk kvinde. Og Puma, ja var hendes tamme puma, der fulgte hende over alt.

Jeg blev rigtig god til at leve op til forventninger. Der var aldrig ballade med mig, i hvert fald ikke noget mine forældre kendte til. På trods af de vilde følelser, der altid levede i mig, var der sjældent nogen, der var vidne til dem. Jeg var det stille vand på overfladen, mens der inden i rasede en kæmpe tsunami og det føltes som om jeg blev revet itu. 

Ja det var naturkræfter der var på spil, der i mit værelse, på min seng, med hovedet begravet i min pude.

En god metode til at håndtere alle disse ustyrlige og aldrig rigtig velkomne følelser var simpelthen at spise. Jeg spiste når jeg var ked af det, når jeg kedede mig og endda når jeg var lige lovlig glad. Mad, og især søde sager blev virkelig min fornemmelse af tyngde og substans i livet. Der blev hurtigt lidt mere af mig og det startede alle mine mange år med yo-yo vægt, slankekure, vægttab, masser af søde sager og mere kg. end før.